Hvem er online?

Vi har 13 gæster og ingen medlemmer online

 

Skovmøllen

Adresse: Skovmøllevej 51, 8270 Højbjerg 

 56.084824 N, 10.235267 Ø

Tilgængelighed: Møllen fungerer som en del af Moesgård Museum. Der males mel, som sælges fra møllen.

Bevaringstilstand: Meget god. Møllen er fuldt funktionsygtig og bliver brugt regelmæssigt. 

Historie:
Trods sin længde på kun godt 12 km har Giberå i Moesgård Skov syd for Århus i århundreder drevet tre vandmøller: Rokballe, Fulden og Moesgård møller. Kun den sidste har dog overlevet som funktionsdygtig mølle.

Skovmøllen omtales første gang i 1570. Mange generationer af møllere på Skovmøllen var fæstere under Moesgård gods. Til møllen hørte også landbrug, og møllerne på Skovmøllen var generelt rige folk. 

Møllens sidste fæster, Frederik Jensen, fik kongelig bevilling til at indlægge et grynanlæg. Han var en dygtig mand, men blev af herskabet chikaneret væk fra møllen, der var så god en indtægtskilde, at Moesgårds ejer, Thorkild Chr. Dahl, ønskede at drive møllen direkte under godset. Da Frederik Jensen var rejst, blev møllen bygget om og blev en etage højere. 

Den nuværende møllebygning står stort set, som den blev ombygget i 1852. Stuehuset er fra 1824. 

Den sidste møller blev Søren Petersen, der var forpagter i 1883-1922. Efter ham overtog svigersønnen, der var karetmager, møllen. Han udnyttede vandkraften til at trække en sav.

Skoven og Skovmøllen blev i slutningen af 1800-tallet et yndet udflugtsmål for århusianerne, og det er den vedblevet med at være.

Stuehuset er i dag indrettet til restaurant, mens selve møllen blev restaureret af Moesgård Museum i 1991 og drives som museum. 

Teknisk indretning:

Skovmøllens overfaldshjul (Foto: Villy F. Isaksen)

Skovmøllen har overfaldshjul, der får sit vand fra en fremskudt malekarm, sådan som det blev almindeligt i slutningen af 1700-tallet. Det giver mindre vandspild end de gamle, lange, åbne render.

Udsnit af det imponerede gangtøj

I forbindelse med moderniseringen i 1852 fik Skovmøllen et ganske imponerende gangtøj med tre-trins gear til skallekværnen. De tre gear opnås ved, at man til det store stjernehjul sætter et lidt mindre, kaldet "en medløber", så der sker en ekstra opgearing af akslen til kværnen.

Møllen havde oprindeligt to skråkværne, men kun den ene er bevaret. Den har undertræk - d.v.s. alle hjul og drev sidder under kværnen i kælderen.

 
 

Tlf. 23 88 88 54 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Go to top
Kontakt os
1000 tegn venstre
Tilføj filer