Hvem er online?

Vi har 35 gæster og ingen medlemmer online

Velkommen til Dansk Mølleforum!

Dansk Mølleforum er en hjemmeside tilhørende Lise Andersen. Siden beskæftiger sig med de gamle vand- og vindmøller. Her på hjemmesiden fortæller jeg om min forskning og om nyheder i forbindelse med bevaringen af vore gamle møller.

 

 

bog billede 2

Den 1. september 2019 var det 25 år siden, at det daværende Hadsund Egns Museum fik skøde på Havnø Mølle, som da blev museumsmølle. I dag ejes den af foreningen Havnø Mølles Venner, og foreningen valgte at markere jubilæet med udgivelsen af bogen ”Havnø Mølle – fra herregårdsmølle til museumsmølle”, der fortæller historien om møllen som en del af godset Havnø.

I bogen gives en kort gennemgang af godsets historie fra det omtales første gang i 1468 og til Christen Kjeldsen købte Havnø med landbrugsjord, enge og skove i 1816. Christen Kjeldsen blev ejer i en økonomisk meget svær tid. Statsbankerotten i 1813 satte sit aftryk overalt i samfundsøkonomien, men især var afgiften, der blev lagt på alle ejendomme, tung at bære for de store landbrug – ikke mindst i de misvækstår, som indtrådte få år efter.

Først midt i 1830’erne havde Christen Kjeldsen fået så meget styr på godsets økonomi, at han kunne begynde at lægge landbruget om. Som led heri blev der også bygget mange nye bygninger på Havnø. Møllen var det første han byggede (1842). Hensigten var at producere byggryn til eksport til Norge samt producere vinterfoder til studene og rugmel til brød til det store folkehold. Herefter blev den gamle forfalde borggård revet ned, og den nuværende hovedbygning opført i etaper i årene 1845 og 1848.

I Kjeldsens tid var der ikke længere hoverigørende bønder, så han måtte skaffe sig arbejdskraft på anden vis. Det gav arbejde til mange husmænd fra Visborg, Skelund og Helberskov. På Havnø havde husmændene bedre vilkår, end når de arbejdede for bønderne. Kjeldsen opførte bl.a. gode og sunde huse til sine husfolk, og det er kendetegnende, at de ansatte gerne blev på godset hele livet – i mange tilfælde i flere generationer. Også arbejderhusenes historie er beskrevet i bogen.

Christen Kjeldsens gode forhold til husmændene på egnen udmøntede sig i 1845 i Skelund-Visborg sognekommunes første underskriftsindsamling. 134 husmænd skrev under på et brev til Rentekammeret, hvor de anmodede om, at de måtte lade deres korn male på Havnø Mølle i stedet for at skulle køre til Korup Vandmølle. Tilladelsen blev dog ikke givet.

Hovedvægten i værket er naturligvis lagt på møllens historie. Opførelsen af møllen og dens konstruktion og funktion gennemgås, og møllens og godsets historie følges op til vor tid, hvor godset ejes af Manon Lüttichau Blou og drives som et moderne landbrug, mens møllen drives som museum i et samarbejde mellem Havnø Mølles Venner, Havnø Møllelaug og Nordjyllands Historiske Museum.

I et enkelt afsnit fortælles om Havnø og Havnø Mølle i malerkunsten. Det er ikke kun maleren Sven Schou, der har malet på Havnø, omend han er den kendteste. I 1800-tallet havde også Niels Rademacher og Sophus Theilgaard malet på stedet, og i Sven Schous tid på Havnø (1905-1927) kom mange af hans malerkammerater fra Akademiet på besøg om sommeren og malede med lige stor begejstring møllen, skoven, gårdens dyr og malkepigerne.

Bogen er skrevet af tidligere museumsinspektør Lise Andersen, der i sin tid arbejdede for at forhindre Havnø Mølles nedrivning. Da museet i 1994 overtog møllen som gave fra Havnøs daværende ejere Carl og Merete Lüttichau, var det Lise Andersen, der fik ansvaret for møllens restaurering. I bogen beskrives da også både Nationalmuseets forgæves restaureringsforsøg i 1970’erne og Hadsund Egns Museums restaurering i perioden 1994-2001.

Bogen er på 120 sider og meget rigt illustreret. De fleste af billederne er stillet til rådighed af Nordjyllands Historiske Museum, men mange af de vigtigste billeder er lånt på Lokalhistorisk Arkiv i Visborg. Endelig er der også lavet nyoptagelser til bogen.

Bogen er indbundet i helbind og kommer til at koste 200 kr. Dog er der en betydelig rabat til medlemmer af Havnø Mølles Venner. Alle indtægter ved salg af bogen går til Havnø Mølles bevaring. 

Bogen kan købes ved henvendelse til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller bestilles gennem den lokale boghandler.

Tlf. 23 88 88 54 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Go to top
Kontakt os
1000 tegn venstre
Tilføj filer